Touring Balkan 2004

I forbindelse med Road Racing Fyns forårstræning i Rijeka skulle jeg med som tidtager. Når jeg alligevel skulle så langt syntes jeg det ville være en god anledning til at se noget mere af Balkan, som det ser ud i dag. Det blev så til en tur gennem Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Serbien, Vojvodina, og hjem gennem Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. 

Det blev fredag eftermiddag inden jeg kom at sted, så jeg gjorde holdt allerede på Etap hotellet ved Kassel i tide til at nyde en bedsteborgerlig middag på et nærliggende værtshus. Dagens ret bestod af syv slags pølse til forret; kål, brattwurst, stegt blodpølse og finker til hovedret.   

Uden om køen
Lørdag strammede trafikken til. De sydtyske skoler holder nemlig lukket i ugen op til påske, og de nordtyske i den følgende uge. Samtidig med min tur til Balkan ville alle bayrere til Alperne eller til Middelhavet. For at undgå 300 km kø drejede jeg ved Nürnberg af mod Passau og Linz. I stedet for at køre gennem Østrig via Villac tog jeg så via Graz. Der er vist ikke stor forskel på afstanden og så var jeg kørende hele tiden.
Slovenien er kendt for at have noget af Europas billigste dieselolie, så jeg tankede op i Maribor. En ulempe ved min rejserute var at jeg ikke kom gennem Europas hyggeligste hovedstad Ljubljana. Nå, men i stedet gjorde jeg holdt ved et motorcykelhotel, Pansion Bibi,  lidt nord for Zagreb, hovedstaden i Kroatien. Slyngelstuen er prydet med talrige pokaler og fotos fra mc-løb. Også nogle tyske arrangører af motorcykelture har stedet med i deres rejseplaner. Et pænt hotel med rimelige priser, og den stadige pludren fra naboens kalkuner var såmænd meget hyggelig. 

Så skoven springe ud
Søndag morgen tog jeg en tur igennem Zagreb. Tag dig i agt for sporvognene, de kan komme lidt tæt på i bymidtens gamle og ikke alt for brede gader. Det er en flot by som man nok kunne bruge noget tid på. Uden at være ekspert på arkitektur vil jeg sige Zagrebs forstæder er et eksempel på  den mest vellykkede kommunistiske ”Bauhaus” byplanlægning. Det ser ret pænt ud. Længere ude kommer man til den nyeste tids rædsler af indkøbscentre som omkranser alle storbyer.

Fra Zagreb kørte jeg ad motorvejen til Karlovac. Ved ankomsten var byens borgere optaget af at gå syngende gennem gaderne med palmegrene i anledning af Palmesøndag.  Karlovac er den nordligste af de byer som blev ramt af krigen i 1990’erne. Dog kun de sydlige forstæder ned mod Bosnien. Det betyder at man nu har byens pæneste huse der. Dog er der endnu enkelte ruiner hvor man kan se spor af beskydning med svære automatvåben.

Jeg kørte nu ad den gamle vej over bjergene mod Rijeka. Den er dobbelt så lang som motorvejen, men en del kønnere. Foråret var ved min ankomst ikke så langt fremme som i Danmark. Mens jeg sad og nød frokosten på en terrasse over Dobra floden så jeg skoven blive stadig grønnere.

Stævnet ved Rijeka
Mandag morgen mødte jeg på banen kl. 06.30. Vi fik strikket ledningerne til tidtagningen sammen, fik skrevet deltageren ind i systemet og så var vi stort set klar til fra klokken 9.00 at levere en tidtagningsliste hver ½ time i de kommende fire dage. En del italienere og tysktalende ville godt være med, men de trak sig da de så det fugtige vejr som varede ved indtil det blev rigtigt godt den sidste dag.  Ellers skete der det mærkelige at kørerne ved slutningen af de fire dage gik rundt og gav hånd til officials og takkede for et godt afviklet stævne. De bliver nu mærkelige de kørere!

Calamari – 10-armet blæksprutte 
Under tidtagningen havde jeg nogle gode dage med Jørn From som kunne fortælle en masse om at få olie og gas op fra det dybe vand. Han fik mig også lært at spise calamari. Det er en herrespise, og det har den gode egenskab at sidder der nogle danskere og brokker sig ved. bordet ved siden af, så skal man bare bestille calamari. Sådan en ti-armet blæksprutte skal nok få andre danskere til at flytte et par borde længere væk.

Ikke mange spor af krigen
Langfredag fortsatte jeg ned langs kysten i retning af mit mål den gamle romerske by Kotor i Montenegro. Landet og den lange skærgård som ligger ude i Adriaterhavet hører til verdens smukkeste syn – når man kommer til Montenegro bliver det så kønt at det dårligt er til at holde ud. Det meste af vejen går gennem Kroatien, der ligger som en kæmpe hestesko omkring meget af det gamle Jugoslavien. De første 100 km fra Rijeka er som en stenørken med sin egen skønhed; derefter begynder landskabet at tage stadig nye former og bliver stykke for stykke mere imponerende jo længere man kommer mod syd.

I det nordlige Dalmatien er der mængder af marinaer med tusinder af både som man kan forestille sig delvist tilhører velstående italiensk og tysktalende mennesker.

Lidt inde i landet er man begyndt at bygge motorvej fra Zagreb hele vejen gennem Kroatien til Montenegro. Dele af den er færdige, men jeg valgte nu at køre hele vejen langs kysten. Kystvejen har uendeligt mange sving, stigninger og fald. Vejen er fin og stort set sikret mod stenskred, så på trods af besværligheder i terrænet kunne jeg som gennemsnit over hele dagen køre 65 km/t.

Jeg så ikke mange tegn på krigen som foregik i 1990’erne. De spor vil man nok se flest af inde i Bosnien-Hercegovina som i dag er opdelt i tre zoner hvoraf de to er besat af SFOR. Omkring den kroatiske storby Zadar var der dog en del ruiner som kunne se ud til at være resultatet af artilleribeskydning. I dag virker Kroatien ellers som et moderne velfungerende land som godt kunne være modent til at komme med i EU.

I den sydligste del af det nordlige Dalmatien ligger der et stort lavland som strækker sig ind i Bosnien-Hercegovina omkring floden Neretva. Her er der på meget store arealer et deltalandbrug som jeg ikke har set magen til. Mængder af små parceller som er omkranset af smalle kanaler hvor bønderne stager sig frem i små både. Det ser ud til at være så frugtbart som paradisets have. Der er en frodighed uden lige; men det egner sig nok ikke til moderne drift hvor alt helst skalle kunne overkommes fra en traktor. Denne form for landbrug findes også langs floder i Montenegro, blot i mindre format.

Kroatiens kystlinie er mod syd delt i Nord- og Syd-Dalmatien. 
På en strækning af ca. 10 km har Bosnien-Hercegovina nemlig kystlinen. Under en kraftig slagregn mistede jeg lysten til at køre videre så da jeg i Bosnien-Hercegovina så et hotel, Villa Matic, trak jeg i rattet og kom ind på et dejligt sted med udsigt over en lille fjord og til fiskerbyen som lå under hotellet. Der er mange som siger at Grappa smager bedre end Slivovits, og jeg har givet dem alle ret. Som den eneste gæst på hotellet blev jeg meget forkælet. Tjeneren hældte en stribe af snapse op. Så kunne jeg selv sige hvilken jeg helst ville have. Jeg blev meget forbløffet. I  Bosnien-Hercegovina kan de faktisk lave nogle grappa lignende drikke af høj standard. Deres hvide vine behøver man heller ikke at pege fingre af. Det er ellers et land som ikke har det for let. Terrænet er svært fremkommeligt for samfærdsel, og fra jugoslavisk tid havde man i dette land kun militær produktion, så alt skal bygges op fra grunden.

"Kommunistisk" grænsebetjent
Kysten af det sydlige Dalmatien er endnu skønnere end det nordlige, men her er lidt mere øde og lystbådehavnene er her nede afløst af mange fiskefarme. Sikkert alt for mange.
Efter et par timers kørsel hvor jeg passerede Dubrovnik på den højtliggende vej nåede jeg Montenegro som sammen med Serbien er det tiloversblevne Jugoslavien. Ved grænsen blev bilerne ledt ned i en gammel kommunistisk vandgrav, som dog var uden vand. Dem foran mig havde nogle andre rejsende problemer med at få lov til at komme videre. Da en betjent kom hen til mig kunne jeg straks høre at han var kommunistisk skolet – og så bliver det jo let. Kommunister sætter pris på høflighed som jo ellers er noget især for danskere mangler i sproget, men jeg indledte med at sige goddag til ham på hans eget sprog: - dobrii deen. Så sagde han: - Passport, papier, green card. Det fik han i nævnte rækkefølge og i løbet af 20 sekunder var jeg igennem kontrollen. Sværere behøver det ikke at være, men for den dårligt forberedte kan det blive meget drilagtigt at passere sådan et sted..

Kotor-fjorden

Kotor har siden oldtiden været et befæstet støttepunkt for romerne og siden venezianerne. Fjorden som forgrener sig omkring byen omgivet af høje klippesider er et prægtigt skue. Selve byen bag de svære mure er fortsat beboet og meget levende. Da byen søges af mængder af turister er her selvfølgelig forretninger, restauranter og mange små beværtninger. Det er lidt løjerligt at gå i de tusinde år gamle stræder og så når man træder ind i Café Cæsar at møde et moderne miljø fyldt med skærme i væggene og funklende blankt metal, alligevel er det holdt i en klassisk stil med vægt på kvalitet så det virker rigtigt. På en måde er det også et tegn på at byen i dag er levende som for to tusinde år siden. I den ortodokse kirke var der stor søgning i anledning af påsken.

De store hoteller lige ved Kotor så dyre ud, og da andre medlemmer af Traps Kultur Klub tidligere er blevet skræmt at prisen her valgte jeg at køre lidt rundt i fjordens arme. I den lille fiskerby Tivat fandt jeg et hyggeligt lille familiedrevet hotel lige ud til marinaen. Der var fyret op i den udendørs kamin hvor et lam og en lille gris lystigt snurrede rundt. Så jeg syntes det var et godt sted at blive i et par dage.  

Montenegro
Montenegro har til forskel fra Serbien indført EURO som gangbar mønt og det latinske alfabet som standard. Ved kysten ved kysten ser man at økonomien nok er lidt svagere end i oppe i Kroatien, men standarden på folks levevilkår ser ikke så dårlig ud. Man ser også at der kommer EU penge til at udbedre de nedstyrtningstruede dele af vejen langs kysten.

For 31 år siden var jeg over en lille og meget skøn vej fra Titograd som i dag hedder Podgorica og er landets hovedstad. På grund af de nuværende forhold valgte jeg at køre ad den bredeste vej og tog ned til Petrovac for at starte turen over bjergene mod Beograd derfra. Fra bjerget over Petrovac er der en enestående skøn udsigt over kysten og havet. Men nu begyndte udfordringerne med hensyn til vanskelig farbar vej.

Når man kommer ind i landet begynder man at se boliger i en sørgelig tilstand og en forfærdelig uorden med skrot og skrammel omkring boligerne og langs vejen. Det ser ud til at mange har forladt området med dets stenede marker. Vejen begynder at blive hullet. Man møder nu hestevogne, ældre damer som går på græs med én ko eller mænd som går på græs med nogle ganske få geder eller får. Helt inde i hovedstaden møder man mennesker som bruger vejrabatter og offentlige arealer til græsning af husdyr. Man kan blive trist ved synet af de udhungrede heste med elendigt seletøj som trækker vogne. Inde i Podgorica viser der sig også tiggende unge sigøjnere som færdes frygtløst ude i trafikken. 

Serbien
Når man kommer ind i Serbien bliver det rigtigt rodet. Dels er der ingen der rydder op, teksten på vejskiltene begynder også at ligne den i Rusland, for de slaviske sprog har fra gammel tid hvert sit kyrilske skriftsprog. I modsætning til andre har serberne bevaret deres. I blandt er der dog også på nogle af skiltene latinske bogstaver, så det er ikke så galt som det kan lyde. Dog er der det problem at det er populært at overmale vejskilte og hvor det er muligt at dreje dem i en misvisende retning. 
Ved grænsen Montenegro/Serbien var der en let paskontrol. I dette hjørne af landet som ikke er langt fra Kosovo står der en politimand på hvert  gadehjørne. Jeg blev standset en enkelt gang for bagagekontrol. Da politimanden hurtigt blev af den overbevisning at jeg ikke medbragte farlige ting fik jeg lov til at fortsætte.

På de stejle og krogede veje gennem de savtakkede bjerge i Serbien slider de tunge lastbiler enormt på vejene. Ikke mindst om sommeren når asfalten bliver flydende og senere sætter sig igen. Det vil sige at du i svingene møder meget dybe sporriller, som små vejgrøfter. Der er grund til at advare mod stivnede søer af asfalt som bliver spejlglatte i regn; mængder af nedstyrtede sten på vejbanen, nogle så store som kampesten. Man lærer sig hurtigt så vidt muligt at udnytte begge vejbaner for at undgå de dybeste huller og for at redde hjul og undervogn udenom de største sten. 

I det gamle Jugoslavien holder hundene ikke deres herrer i snor. I sær på bjergvejene kommer hundene i vanskeligheder. De kan ikke flygte op ad de stejle fjeldsider og et hop ud over afgrunden virker heller ikke indbydende, så på disse veje ender mangt et hundeliv ved nærkontakt med en bil.

De 300 km igennem bjergene varede sekstimers uafbrudt kørsel. Når man kommer ud af bjergene er vejene luvslidte og hullede; men dog meget bedre, så de sidste 200 km mod Beograd kunne køres på 2½ time.

Beograd
Hotel ERA I SIN i Beograd  kunne jeg ikke forlige mig med. Der lød hele natten en kraftig muzak fra badeværelset. En af de koreanske torturmaskiner, kaldet klimaanlæg, der findes nu på mange hotelværelser, var særlig slem. Det var programmeret til at blæse så snart den udmattede rejsende truede med at falde i søvn. Nå, men det var alligevel ikke til at sove for muzakken. Der var også et avanceret bruse/massageanlæg som det ikke lykkedes af få til at fungere uden risiko for at blive skoldet.

Det havde været regnvejr på hele turen, men i Beograd blev det seriøst og der blev advaret mod oversvømmelser. Inde i centrum af den gamle by var der en herlig trængsel med lastbiler og sporvogne. Det løber noget lettere i det nye Beograd på den nordlige side af Donau. Her er en særdeles stor park omkring et krigsmonument ned til Donau. Det var ved Beograd 1. verdenskrig blev skudt ind af en østrigsk kaptajn i august 1918. Det skulle bare have været en af de sædvanlige krige som Donau-landene havde holdt så mange af her, men det gik jo desværre anderledes. I det nye Beograd ligger regeringsbygninger, koncernernes hovedkvarterer og mastodontiske boligområder som bindes med 6 og 8 sporede bulevarder samt sporveje. Vollsmose og Gellerup-planen ville ikke fylde meget her.   

Hvor tyrkens hest har trådt…
Nord for Beograd kommer man ind i Vojvodina. En del af den ungarske Puszta den store frugtbare slette som rækker 500 km op mod Tatra-bjergene. Området hører til Serbien, men er befolket med katolske ungarer. Det er lidt mærkeligt, for med et ophører svineri og uorden. Området er tydeligvis også mere velstående med et mere lønsomt landbrug på næsten endeløse marker. Som på hele pusztaen drives markerne med sædeskifte. En kultur står kun i et bælte med en bredde på 50 – 100 meter. Så kommer en anden kultur. Det er helt anderledes end de monokulturer man støder på i Tjekkiet, Tyskland og i de nordiske lande. I skolen lærte jeg at dette område skulle være blevet gjort ufrugtbart af tyrkerne. Hvis det var rigtigt, så gælder det ikke mere, for man ser sjældent mere frodig planteavl end på pusztaen. Landevejen ligger højt på et dige. Det vil sige at trafikken kører nogenlunde tørskoet, men sidegaderne og til dels husene i landsbyerne står under vand når det regner, hvilket det gjorde til gavns. Vejen krydser ofte ubevogtede jernbaneoverskæringer. I Vojvodina var de alle tilgroet af græs og virkede til at være ude af drift. Enkelte steder stod skiltene der endnu selvom skinnerne var taget op af vejbanen.

Pas på toget
I Ungarn blev det helt anderledes; der er alle jernbaner i høj grad aktive. Vanen tro kørte jeg letsindigt over skinnerne. Da jeg så op ad sporet kom ekspressen brusende på en kilometers afstand. Derefter begyndte jeg at se mig bedre for.

I Ungarn er der rigtigt gang i den. Folk har travlt med at sætte deres huse og byer i fineste stand op til medlemskabet den 1. maj 2004. De har også travlt med at arbejde for landets velstand. Travlheden ses også på landevejene hvor hastighedsbegrænsningen gerne overskrides med 50%. I Ungarn sås ingen politifolk på vejene. Efter det triste Serbien et var det prægtigt syn med nymalede byer i Ungarn. Mange byer har en tæt plantet allé omkring hovedgaden og den stod ofte i en pragt med blomstrende træer. Oversvømmelse af sidegaderne var ikke så markante i Ungarn som i Serbien. Og sikke dog en flot planteavl man så derude på landet.

- Det bliver den mest vidunderlige dag i mit liv, meddelte kromanden mig. – Vi har lidt under kommunismen, men nu den 1. maj bliver vi igen forenet med vort broderland Østrig fra det gamle dobbeltmonarki som medlemmer af EU. Derefter blev han lidt trist og fortalte at vi også måtte tænke på det ungarske folk bag grænsen til Rumænien i Transsylvanien - eller på tysk Sieben Bürge, Danmarks gamle allierede fra 30 årskrigen.. Den skønne by Brassói har i tusinde år været ungarsk, men er nu på den forkerte side af grænsen. Brassói eller Kronenstadt som den også skulle hedde var kendt for en særlig måde at tilberede svinemørbrad på. Og den ret skulle jeg trakteres med ledsaget af en halvtør Tokaj vin.   

I hvert fald på dette sted, Hotel Angela, var det ungarske køkken fuldt af finesse, værelset var også turens flotteste. Rigeligt rummelig og flot udstyret med matchende tekstiler på møbler og vægge, og som gardiner.

Vinen havde været fortrinlig så næste dag satte jeg kursen mod Tokaj for at opkøbe sidste års høst.

Ved Tokaj så jeg for første gang en bakke i Ungarn. Tokaj er virkeligt Ungarns langt ude på landet. Efter et par timers anstrengelser med de lokale fik jeg et par flasker i bagagerummet. Man er altså ude på landet i Tokaj. 

Hastighedsbøde
Når man lige har været gennem det frodige Ungarn med de store vider og landsbyer med enfamiliehuse er det en omvæltning at komme til Slovakiet. Her drejer det sig ensidigt om industriel produktion og arbejderboliger i skyhøje tårne. Landet op mod Tatra-bjergene er kuperet hvilket får højhusene til at se endnu mere voldsomme ud. Jeg havde end aldrig hørt om byen Kosice som er på størrelse med Århus, men virker mere overvældende i det kuperede terræn og med vejfletninger i flere etager som i Los Angeles.

Nu kom der igen politi på vejene og jeg fik en billet på  90 kroner for at køre for hurtigt. Sådan noget bør betales på stedet, det er meget dyrere at sende penge fra Danmark til Slovakiet.

Måske er jeg uretfærdig; men jeg synes at landet kendetegnes ved grimme byer og stinkende fabrikker; men der kan selvfølgelig være dejlige steder hvor jeg ikke har været. I hvert fald kørte jeg så hurtigt som politiet tillod til Tjekkiet.

Hos virtuos på hakkebræt

Da jeg i mørket fandt et logi i skoven i Mähren lige under de slesiske Tatra-bjerge dumpede jeg lige ind i et tjekkisk værtshus fra gamle dage. Jeg tror end ikke priserne på spisekortet var ændret de seneste ti år. ½ liter øl 5 kroner; små retter så som suppe, salater, omeletter eller pålægsfade var til otte til ti kroner. Middagsretter lå omkring tyve kroner. Kun hvis man ville have det helt eksklusive kunne det nå op i tredive kroner. Prisen på en overnatning var femoghalvfjerds kroner.

Det undrede mig at værten var et meget poleret menneske som helst kun talte fransk. Det viste sig han var en international virtuos på strenginstrumentet som i Danmark kaldes hakkebræt som indgår i det vi kalder sigøjnermusik  Han lever nu tilbagetrukket som krovært, hvor han hver lørdag og søndag giver koncert med sit ensemble under eget tag.

En ældre mand hjalp til med udenomsarbejde. Han havde før kørt lastbil i rutefart mellem Wien – København og Århus og var meget begejstret for Danmark. – Der er jeg altid blevet behandlet ordentligt, hvis der var problemer kunne de altid løses, og man behøvede aldrig at vente på at der skulle komme en direktør næste dag for at træffe en beslutning. Han havde også malet sit hus med Sadolin-maling og var tilfreds med det nu havde holdt i tyve år. Han glædede sig til at der måske nu ville komme flere danskere som han kunne vise omkring på egnen.

Dette sted ude i den grønne skov tør roligt anbefales. Stedet er ikke moderne; men det burde være moderne at man som her kan sove uden at blive generet af klimaanlæg, muzak eller andre tekniske indretninger som det er svært at finde ud af. Stedet hedder Koliba ”POD HORU” og findes i det østlige Tjekkeiet i 765 55 Dolni Becva. Tlf. 00420 571 647 167, mobil 00420 697 709 601. Jaroslav taler helst fransk.

Den fortsatte hjemrejse gik gennem Mährens og Bøhmens rullende landskaber med store udsigter og meget forskelligartede byer. Bl.a. Hradec Kralove hvor dronning Dagmar af Danmark blev født. Vejene i Tjekkiet er af god standard uden huller. Vor hjemlige entreprenør, Skanska, er på steder ved at gøre vejanlæggene endnu større.
Gennem det flade Tyskland prøvede jeg at køre i højre spor af motorvejen med 95-100 km/t hvilket Lupo'en kvitterede med et lavt brændstofforbrug.

Brændstofforbrug 

Kørecomputer viser 3,2 Liter pr. 100 km